 |
Frit valg til borgerne01.11.2006
Det frie valg er en af grundpillerne i den liberale ideologi. Som udgangspunkt bør det enkelte menneske træffe valg, der påvirker dettes liv selv uden indblanding fra andre individer eller institutioner. Et frit valg kræver valgmuligheder, og skal det frie valg til f.eks. velfærdsydelser være reelt, skal det offentlige have konkurrence fra private udbydere.
Frihed er et fundamentalt behov for mennesker; bur dem inde, begræns deres muligheder eller fratag dem deres rettigheder, og mange vil blive utilpasset og i sidste ende gøre oprør mod det system, der indskrænker deres frihed. Historien beviser med al tydelig dette forhold, og frihed bør derfor være grundlaget for enhver moderne styreform. Der findes ingen styreform, der giver ubegrænset frihed til alle, og demokratiet er i den henseende langt fra perfekt. Flertallet bestemmer over mindretallet om end dette nyder fuld beskyttelse i det moderne demokrati. Det er derfor ikke selve valget af styreform, der er objektet for denne artikel, men derimod den indretning vi kan skabe, der giver den størst mulige grad af frihed til den enkelte borger, hvad end denne er i flertal eller mindretal.
Love, reguleringer, systemer osv. kan alle være begrænsende faktorer, men vil i mange sammenhænge være et nødvendigt onde for både at beskytte mindretallet men i høj grad også for at sikre sammenhængskraft i samfundet. Et typisk mindretal i et samfund vil ofte være betegnet ”de svage”. Denne gruppe kan meget bredt defineres som mennesker, der af en eller anden årsag er begrænset i at deltage i samfundet på samme vilkår som resten af befolkningen. Det kan f.eks. være pga. af manglende arbejde, sygdom, et handicap osv., og i alle disse tilfælde kan det enkelte menneske have brug for hjælp til at deltage i samfundet.
Det store flertal af mennesker der alle deltager på lige fod i samfundet, trækker også på den ene eller den anden måde på den hjælp, som samfundet tilbyder, det være sig i form af f.eks. sundhedsvæsen, uddannelse, børnepasning eller ældrepleje. De fleste af de ovennævnte hjælpeformer vil ofte blive betegnet som velfærdsydelser.
I Danmark har vi indrettet samfundet således, at vi har en stor offentlig sektor, der tilbyder både mindretallene og det store flertal en lang række velfærdsydelser. Disse ydelser bliver betalt over skatten, der ikke er frivillig. Det betyder at såfremt danskerne skal føle, at de får valuta for deres penge, så skal de trække på de ydelser, der bliver tilbudt af det offentlige. Dette forhold er uheldigt, da det i høj grad skaber en indbyrdes afhængighed det offentlige og borger i mellem. Det offentlige som garant for og udbyder af velfærdsydelserne og borgerne som finansieringen. Afhængighedsforholdet gør ligeledes, at det offentlige i mange tilfælde vil være den altdominerende udbyder af velfærdsydelser, da valg af andre udbydere ikke bliver kompenseret med en mindre skattebetaling.
Den enkelte borger vil således sjældent opleve et egentligt frit valg mellem udbydere af velfærdsydelser. Det skaber et meget ufleksibelt system, der i mange henseender begrænser borgernes frihed. Hvis borgerne skal have større frihedsgrader i det danske velfærdssystem, kræver det derfor, at det offentlige mister sit reelle monopol på velfærdsydelser, og markedet bliver åbnet op i langt højere grad for private aktører. Det skal følges op med en mere fleksibel betaling således, at borgerne kan bruge deres skattekroner på den udbyder, de måtte have størst tillid til som garant for deres velfærdsydelser. Kun på denne måde kan vi sikre borgere i Danmark et reelt frit valg på velfærdsydelser.
Anders Lindberg
Formand VU Vestegnen
Erhverspolitisk ordfører, Venstres Ungdom
all@vu.dk
| |
